Hvorfor højskole?

 

Vi kan ikke lade være. Kan du?

Nordjyllands Idrætshøjskole er for dig, der ikke kan undvære idrætten i dit liv. Her kan du over en længere periode stille skarpt på din interesse for idræt – med træning, oplevelser og udfordringer. Idrætten er en naturlig del af livet og hverdagen, og du har mulighed for at koncentrere dig om og udvikle dig inden for netop din idrætsgren – eller prøve kræfter med flere forskellige.

Men vi sætter også idrætten i perspektiv, og samtidig har du en række almene fag, der styrker dine grundlæggende faglige og menneskelige kompetencer.

 

Oplevelser, der sætter spor

Vi sætter fokus på de store oplevelser. Både de idrætslige af slagsen og alle de andre. Vi rejser ud i verden og bliver fyldt op med ny viden, inspiration og farverige indtryk. Vi holder fester og koncerter. Vi snakker, vi griner, og vi græder. Og det er oplevelser, der gør en forskel, og som du kan leve længe på. Måske ændrer de dig for livet. Måske viser de vej et stykke tid. Uanset hvad, så sætter de tydelige spor.

 

Venskaber og fællesskab

På Nordjyllands Idrætshøjskole deler du din hverdag med ligesindede, der ligesom dig også brænder for idræt. I bor sammen, I spiser sammen, I rejser sammen, I vinder, og I taber sammen – og ud af nærheden og de mange fælles oplevelser opstår de stærkeste venskaber.

På Nordjyllands Idrætshøjskole er der plads til at være den, du er. Men uanset hvem det så er, så er du en del af et fællesskab. Du udvikler dig som individ, men du lærer også at samarbejde, du lærer om tolerance og rummelighed, og du lærer fællesskabets spilleregler at kende.

 

Pejling mod fremtiden

Et højskoleophold kan hjælpe dig til at finde ud af, i hvilken retning du skal bevæge dig i dit uddannelsesvalg. Eller mere grundlæggende: Hvad er vigtige værdier i dit liv?
Hvis du forestiller dig en fremtid og en karriere, hvor din idræt, din fysiske form eller din idrætsfaglige indsigt spiller en væsentlig rolle, tilbyder vi også studieforberedende forløb, hvor du målrettet forbereder dig på din videre uddannelse.
 

:: Vejledning til elever ::      :: Mentorordning genindføres ::      :: Køkkenet på NIH har elite-smiley ::     
Bookmark and Share
Nordjyllands Idrætshøjskole :: Parkvej 61 :: DK-9700 Brønderslev :: Tel. 9882 5300 :: info@nih.dk