Tidl. landsholdsspiller underviser på NIH

Jonas Søndergaard Nielsen er opvokset i Vester Hassing, og det var her, han startede på at spille volley som 12 årig. Begge forældre er volleyspillere, og selv om Jonas altid har spillet fodbold, var det volleyspillet, der i sidste ende trak mest. Der er kortere til verdenstoppen inden for volley, og når man først bliver dygtig, bliver man fanget af det.  

Da Jonas blev 18 år, skiftede han klub til Aalborg HIK, hvor han stadig spiller. Han træner fire gange om ugen, og så er der ikke samtidig tid til fodbold. Jonas er 25 år og er på sidste semester på læreruddannelsen.

Jonas er vikar på volleylinien – foreløbig frem til juni måned. Jonas har spillet libero på det danske volleyball landshold, men er blevet sorteret fra i år. Han er ”kun” 1.80 m høj og fik derfor stillet det ultimatum, da han kom til Aalborg HIK, at hvis han ville være med på det bedste hold, så var det som libero. For de, som ikke ved det, så spiller liberoen i en anden farve trøje, og han må ikke komme frem foran 3 m linien. Denne funktion blev indført for at gøre spillet mere attraktivt, og det kræver, at spilleren på denne plads har en rigtig god teknik og er hurtig.

Hvorfor sagde du ”Ja” til at blive lærer på Nordjyllands Idrætshøjskole?
Jeg er ansat som instruktør i DGI og underviser på efterskoler i hele Jylland, så jeg behøvede ikke ret lang betænkningstid, da Anja (Block Toftløkke) spurgte mig, om jeg ville afløse hende under hendes barsel. Det passer rigtig godt i forhold til mit studie, og jeg håber på at blive efterskole- eller med tiden højskolelærer på fuld tid. Så passer det godt til mit temperament at have med unge mennesker at gøre.

Hvad lægger du vægt på i din undervisning?
At alle får mange boldberøringer. De laver ofte parøvelser og spiller småspil f.eks. 3:3. Eleverne skal lære spillets struktur at kende. Hvis man spiller på én plads, kræver det noget andet, end hvis man spiller på en anden plads. De skal have en grundlæggende viden om alle aspekter af spillet.

Hvilke udfordringer møder du som højskolelærer?
Det er en stor udfordring at differentiere undervisningen. Jeg deler dem sommetider op, så piger spiller mod piger og drenge mod drenge, så høje spiller mod høje og lave mod lave, så de bedste spiller mod hinanden og de mindre gode spiller med andre på deres eget niveau. Når de bedste spiller mod hinanden, er alt tilladt, og når de mindre gode spiller mod hinanden, er det f.eks. OK at gribe 2. bolden som i Kidsvolley. Antallet af elever er også en udfordring – der er 38 to gange om ugen, og en gang er der kun 22, så det kan være svært at nå rundt til dem alle med personlige tips og kommentarer. Vi har også nogle, der ikke forstår dansk, men eleverne er gode til at oversætte, når der bliver givet fælles beskeder.

Hvori ligger den største forskel fra at undervise børn til unge mennesker på idrætshøjskole?
Jeg behøver jo slet ikke nogen form for pædagogik! De har valgt volleyball, fordi det har deres interesse, og de er alle sammen ”boldspillere”. Det er bare fedt! Det er også dejligt, at de er mange, så kommer der meget intensitet i undervisningen. En anden forskel er, at vi har volleyball i lang tid, så de kan rigtig nå at udvikle sig, og vi kan få en kontinuitet i undervisningen.