Frit fald oplevet af Mikael Hald Olesen

Det var fredag og solden skinnede fra en stort set skyfri himmel. Jeg havde lige fået min faldskærm på ryggen og var på vej hen til det lille fly, der skulle flyve os op i 1000m højde. I flyet skulle vi sidde 3 springere og 1 instruktør, så der var ikke meget plads.

 

Efter en lille tur på 10 minutter, var vi nået op i den højde vi skulle springe fra. Jeg var den første, der skulle ud af flyet og sad derfor lige ved døren og da den blev åbnet og med ca. 110 km/t begyndte det at blæse og larme helt vildt. Efter instruktøren havde spurt mig om jeg var klar, gav han signalet til at ”sidde ud” og da jeg sad på kanten med begge ben på trinbrættet, var jeg mere nervøs end jeg nogensinde havde været før. Jeg kiggede op på ham igen og han gav beskeden ”forsæt”. Da jeg hang på stræberen og kiggede 1 kilometer ned, kunne jeg mærke at mit hjerte bare hamrede der ud af.

 

Da jeg fik ”GO!” fra instruktøren kiggede jeg op under vingen og jeg kan huske at jeg ikke var meget for at slippe. Lige da jeg havde sluppet råbte jeg: "Svej et-tusind, to-tusind, tre-tusind, fire-tusind, kontrol" som vi skulle gøre for at skærmen lige kunne nå at folde sig ud og da jeg så en firkantet skærm over hovedet på mig, blev jeg meget lettet. Jeg havde dog snoede liner og det kan man næsten ikke undgå, når man hopper static line, men efter at have drejet mig ud af det, var det bare at nyde udsigten (og den er rigtig flot fra 1 kilometer).

 

Jeg havde en lille radio på maven og i den kunne jeg høre instruktøren, der stod nede på jorden og vejledte os i hvordan vi skulle flyve, når vi var i luften.

Lige da jeg var kommet ud af flyet skulle jeg lave en 90° til højre og en 90° til venstre, efter det sagde han ikke så meget. Først i 300m højde kom der meldinger fra ham igen og i 200m højde skulle jeg flyve i side vind. I 100m højde skulle jeg flyve op imod vinden, for det giver den bedste og mest behagelige landing. På de sidste meter høre jeg 3,2,1 flair og trak styrehåndtagende helt i bund og uden problemer stod jeg med begge ben på jorden igen.