NIH-elever til tops på Mont Blanc 

 

 

Interview med David og Jens

David: Vi startede med at tage liften kl. 8 fra Chamonix op til Aguile du Midi i 3800m højde, der skyndte vi os at tage tøj og udstyr på. Vi var fem elever (Marianne, Jens, Sten, David og Rasmus) og tre guider, de sidste tre elever var blevet frarådet at gøre forsøget pga. forskellige forhold. Jens og Sten var de mest determinerede – de ville op! Så de startede i rebhold sammen.

Efter ca. en time byttede vi rundt, så jeg kom til at gå alene med en guide, fordi Rasmus tempo passede bedre sammen med Mariannes. Vi indhentede Sten og Jens og da Sten var ret presset efter den første stigning, kom Jens og jeg til at gå sammen mens Sten gik alene med en guide. Det gav lidt fornyet energi, tempoet blev sat i vejret.

 

Jens: Der var en god udsigt de første to tredjedele af turen og vi døbte ret hurtigt vores guide Francois ”Bjerggeden”. Vi fortsatte bare opad med meget korte pauser, det blæste meget og det var svært at finde læ nogen steder.

 

David: ca. 2/3 oppe kom vi til en 70 m høj ret stejl væg af is. Her fik vi besked på at tage ekstra varmt tøj på, da der ikke var mulighed for at stoppe og gøre det senere. Her inden var Rasmus og Marianne drejet af for at komme til tops på et andet bjerg.

 

Jens: Det var her Sten tabte sin isøkse og guiden valgte at stoppe ham.

 

David: Jeg var godt brugt, mine ben har aldrig været så tunge før. Jeg prøvede at gå videre og håbede på at der ikke var for stejlt. Men det var det! Jeg følte mig rundtosset, havde hovedpine og det blæste sindssygt meget!

 

Jens: Her havde jeg overskud. Vi, Francois og jeg henholdsvis trak og skubbede David opad. Der var en høj kant kort før toppen, som jeg fik ham skubbet op over og så ville han bare ikke mere, men da han fandt ud af at han kunne se hen til toppen, kom han alligevel op så jeg også kunne komme op. Vejret på toppen var vildt, vi kunne ikke se en sk.. og heller ikke nyde udsigten, men der blev delt krammere ud og taget billeder og video.

 

David: Vi tog en anden vej ned, men jeg havde været så dum at tage mine goggles ned foran munden og min ånde var frosset til is, så jeg kunne ikke se noget i det første stykke tid.

 

Jens: Nu var det min tur til at blive max presset, David fik det bedre, men jeg faldt flere gange. Francois bad os tage vores steigeisen (metal pigge spædt på støvlerne til at sikre et godt greb i sneen/isen) af, så vi kunne glide nedad og så løb han foran og nærmest trak os.

 

David: Da vi kom til den første hytte i 3800 m højde fik vi en cola og lidt at spise og derefter var det ren hyggetur nedad. Vi nød udsigten og havde god fart på – vi valgte endda at gå helt ned samme dag i stedet for at overnatte i en hytte.

 

Jens: Da vi kom til hytten, var det som om mit syn gyngede og sejlede, jeg kunne slet ikke holde balancen uden at støtte mig til væggen. Efter hytten skiftede vi fra at gå på is til at klatre ned af klippen, herefter gik det lidt bedre.

 

David: Bagefter var det en stor beruselse, adrenalinet kørte rundt i kroppen og alle kom og klappede os på skulderen. Jeg var helt høj de næste par dage, selvom benene og fødderne var helt ømme og smadrede.

 

Jens: Jeg har tænkt meget over hvordan det kunne være at vi gjorde det og jeg tror at det betød meget at vi hele tiden tænkte positive tanker, der var godt humør i gruppen og vi havde overskud til at nyde udsigten. Vi satte os hele tiden små delmål, når vi komme op forbi næste knæk, så kunne vi holde en lille pause, når vi kom ned så ventede der en sodavand og lignende.